Jeg ved ikke, om det er min sædvanlige vinterdepression, der har sat ind meget tidligt i år. Den plejer først at komme i februar. Og jeg plejer at kunne håndtere den dårlige periode. Men i år er den her allerede nu. Slut oktober. Det er uforklarligt. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke finde ud af at gøre noget som helst konstruktivt ved den følelse af intethed, jeg kæmper med. Det er en modbydelig følelse at have inde i sin krop. Sådan en følelse af tomhed og ligegyldighed overfor alt. Jeg er ude i sådan et mønster, hvor jeg nærmest robotagtigt gør de ting, jeg plejer at gøre. Uden at lægge mærke til, at de bliver gjort. Uden at finde glæde et eller andet sted.
Ikke et godt tegn
Det er ikke et godt tegn. Jeg nyder ikke noget. Har ikke lyst til at foretage mig noget som helst. Fx at gå i biografen eller til en koncert. Jeg passer mit arbejde. Bliver sikkert anset for at være lidt mut. Jeg snakker ikke med i frokostpauserne. Sidder bare og lytter til de andre. Det er simpelthen ikke et liv med kvalitet, jeg har. Og jeg ved ikke, hvorfor jeg har det sådan. Kan det være noget med, at sommeren ikke var så god som jeg havde håbet på? Eller hvad?
En af mine veninder har forsøgt at få mig i tale. Jeg har afvist hende. Hun er ved at give op overfor mig. Gider ikke at blive ved med at få mig til at gå til en coach, sådan som hun har foreslået mig, mange gange. Jeg forstår det godt, hvis hun vender ryggen til mig. Jeg er jo slet ikke et interessant menneske. Har ikke noget indhold. Jeg er bare et smukt hylster, der lever op til alle de herskende skønhedsidealer og modehusenes dikteringer.
Skal jeg finde en coach her i Aarhus?
Jeg har overvejet at lave et karriereskift. Det kan godt være, at det er mit job, som får mig helt ned i kulkælderen sådan humørmæssigt. Jeg ser jo mange frygtelige ting. Det kommer man bare til i mit job på skadestuen. Måske burde jeg overveje min venindes forslag om at finde en god coach i Aarhus til personlig udvikling. Jeg er flyttet hertil for 2 måneder siden. Det var en stor omvæltning for mig at flytte fra København. Men stillingen, jeg har fået her, er bedre end den, jeg havde der. Måske har hun ret, når hun ringer og fortæller mig, at det altid er svært at skifte arbejde. Også selv om det er til et bedre job.
Jeg får styr på det!
Under alle omstændigheder så har jeg ikke tænkt mig at gøre noget dumt. Jeg kan godt høre, at hun er bekymret for, at jeg skulle gøre det. Skal jeg tage hendes råd og spørge nogle af mine kollegaer? Fortælle dem, at det er svært for mig at omstille mig til at være århusianer? Bede dem om hjælp til at finde professionel hjælp, så jeg kan blive en god kollega til dem. For det kan jeg godt se, at jeg ikke rigtigt er.