Der er ingen tvivl om, at meget har ændret sig, siden forfatterne på denne hjemmeside frekventerede de første skoleår. Uden at det skal opfattes som gammelmandssnak: Ikke alt er ændret til det bedre. I vores øjne er kvaliteten af undervisningen i basale fag som dansk, historie, geografi og den slags ganske enkelt faldet dramatisk.
De fortabte unge
De unge, der går i de ældre klasser i dag eller har forladt skolen de senere år, har tydeligt markant mindre viden om for eksempel historie og geografi, end vi havde dengang i slutningen af 1970’erne, da vi forlod skolen. Det samme gør sig gældende med noget så basalt som vores danske sprog.
Læser man, hvad disse unge mennesker skriver, er det nærmest så hændervridende, at det skriger til himlen. Ikke blot kan en meget stor del af dem ikke stave – deres evne til at formulere selv enkelte sætninger er nærmest ikke til stede.
Her tænker vi ikke på decideret ordblinde, der er i en anden og yderst forklarlig kategori. Næ – det handler om reel dårlig stavning kombineret med et grundlæggende ukendskab til sætningsopbygning.
De mere bløde værdier
Så er der hele skismaet med de sociale medier, der i udpræget grad synes at styre hverdagen i skolen. Det handler om den rette påklædning og ikke mindst kropsvægt. Gruppepresset er enormt, og der er flere børn og helt unge, der lider af reelle mentale problemer i dag, end der var dengang.
Vi så ikke meget til mobning, og det med at skulle være klædt i de rette tøjmærker var ganske enkelt ikke eksisterende dengang.
Hvad betyder det så?
I praksis betyder det jo, at skolerne udspyr klasser efter klasser af dårligt talende, dårligt skrivende og mere eller mindre asociale individer, der oven i købet er historieløse og end ikke kan udpege de europæiske lande på et kort.
Så ja – vi mener, det er skidt. Sådan er det!
Her har du nogle links med mere information om undervisning og kvalitet i skolen: