Alle taler om klimaforandringerne. Der er mange mennesker, der forsøger at gøre noget aktivt, for at vi ikke gør mere skade på vores planet end vi allerede, har gjort. Der er enkelte lande, som virkeligt har taget det til sig. Fx Danmark. Der bliver skabt politikker, der skal motivere almindelige mennesker til at gøre noget, for at den globale opvarmning bremses. Vi skal mindske vores CO2-udslip. Vi skal blive bedre til at genbruge og udvikle nye måder at bruge det, vi allerede har, i stedet for bare at bruge løs af de ressourcer, som kloden stadig har tilbage. Og det er fint.
Politikerne presser på
Der er også politikere, som forsøger at lægge pres på store internationale organisationer, så de også gør mere, for at vi bliver bedre til at passe på vores klode. Der er jo en del store lande, som stadigvæk ikke vil høre efter – eller som simpelthen ikke har økonomi til at gøre noget, og derfor er nødt til at tære på de naturlige ressourcer, de kan finde. Fx så læste jeg en artikel om, at man i Indien godt ved, at det er skadeligt at fortsætte med at bruge fossile brændstoffer. Deres kulminer bliver stadig benyttet. De har simpelthen ikke økonomien til at omstille landet til at bruge de mere bæredygtige ressourcer. Og Indien er et kæmpestort land – sådan befolkningsmæssigt. Så det er et meget komplekst og svært problem at løse, hvis vi skal nå nogle af de klimamål, som mange håber. Fx sådan noget som at bremse den globale opvarmning.
Komplekst
Og den kompleksitet kan man også se her i landet. Det er da fint, at EU’s miljøagentur ligger inde på Kgs. Nytorv. Det er også helt fint at se, at i Malmø gør de meget ud af at beplante op og ned af vægge og stolper. Dels for at mindske CO2-udslippet og dermed være med til at sænke temperaturen. Dels fordi det er dejligt med grønne vægge. Men bag ved de fine tiltag og store, prestigefyldte agenturer er der en del små fejl, som får mig til at tvivle på, hvor alvorligt vi egentlig tager problemet.
Solafskærmning
Kigger man fx på den solafskærmning til erhverv, som EU’s miljøagentur har på sin bygning inde i Københavns centrum, så kan man se, at det er sådan nogle elektriske persienner, der kan rulles op og ned. Ok, meget af elektriciteten, vi bruger i Danmark, produceres af bæredygtige ressourcer som vind eller jordvarme. Men ikke al elektricitet bliver produceret af dem. Så hvorfor har de ikke bare almindelige gardiner for vinduerne inde på miljøagenturet?
Du ved sådan nogle gardiner til erhvervsbrug, som man skal rejse sig fra stolen for at kunne trække for eller fra? Den slags gardiner er vi da mange, der bruger. Og nogle af mine gardiner derhjemme er faktisk produceret af et materiale, der er fremstillet af genbrugsplast. Ja, jeg spørger bare: Hvor konsekvente er vi, når vi taler så varmt for at beskytte planeten. Når vi taler om nødvendigheden af at beskytte den? Min klare mening er, at det ikke er tilstrækkeligt, at vi – de almindelige, ansvarsfulde borgere – skal være bevidste om, hvad vi gør. De store organisationer skal også være med.